Home
  • Introduction: Elsebeth Jørgensen
  • News
  • CV-DK
  • CV-UK
  • About website
  • Contact
  • About “Crystal Palace: Notes from the Archive…”

    Crystal Palace: Notes from the Archive

    ** - Baggrundstekst: “Crystal Palace: Notes from the Archive…”
    “Crystal Palace: Notes from the Archive…” er en installation der forholder sig til historiciteten og forvandlingen ved urban-botaniske steder samt konstruktionen og orienteringen i arkiv-æstetiske rum. Det er en rumlig montage, der er baseret på research i foto-, film-, dokument- og bogsamling på Carlsbergs private industriarkiv samt udvalg fra egen fotodokumentation af “vækst-arkitekturen” og botaniske steder på det nedlagte bryggeris matrikel i København, sommer 2009. Elementer herfra er sammenstillet med anden research materiale om Palmehuset i Københavns Botaniske Have, planlagt og realiseret af bl.a. Brygger J.C. Jacobsen og med materiale om “Verdensudstillingen”, London 1851, - med glasarkitektur udført af Gartner og Arkitekt Joseph Paxton samt med uddrag af “Kældermennesket – Optegnelser fra en Undergrund” - af forfatteren Fjodor M. Dostojevskij.
    Lydsporet er en lydmontage som voice-over. Et oplæst manus, der bygger på brudstykker fra Carlsberg Arkiv, - fra botanikhistorisk og arkitekturhistorisk faglitteratur samt enkelte fragmenter fra Fjodor M. Dostojevskijs skønlitteratur. Arkivmaterialet udgør bl.a. sekvenser fra J.C. Jacobsens rejsebreve og andre optegnelser der har at gøre med det botaniske anlæg på den nu nedlagte bryggeri-matrikel. Dette er sammenstillet med arkiv information om Palmehuset i København og ”Crystal Palace” i London samt bemærkninger fra en fiktiv skeptisk undergrundsfigur hos Dostojevskij.

    Udgangspunktet for værket har været at undersøge et historisk, privat arkiv og oversætte dette rums materiale til en rumlig arkivbaseret montagefortælling. Fokus i udvælgelsen har ligget i det visuelle materiale og tekster om forbindelserne mellem J.C. Jacobsens vision, strukturering og opførelse af de private væksthuse; Pompeji og Vinterhaven, Københavns Palmehus i Botanisk Have til hans fascination af gartneren/arkitekten Joseph Paxtons glasbygning ”Crystal Palace”, der blev bygget i anledningen af Verdensudstillingen i London 1851. En bygning der i dag er væk efter først at være blevet flyttet og så brændt ned, og nu fungerer som et emblem på industrisamfundets eksplosive vækst med teknologiske effektivitet og kapitalistisk rationalitet. Samtidig kan bygningen opfattes som et ekstremt visionært og multikulturelt projekt. Et forsvundet historisk monument med høj utopisk symbolværdi. En vækst-arkitektur som arkivet i dag på Carlsberg fortæller at grundlæggeren af Carlsberg var fascineret af.
    Med sammenstillingens og montageformens sammenstød som princip, opererer installationen med ideen om at iagttage historisk information som brudstykker i en sammensat virkelighed. Den fortæller bl.a. om naturens forvandling og strukturering til vækst-arkitektur med de symbolske og æstetiske betydninger der opstår, når natur gøres til interiør og musealt botanisk rum i en urban industrikulturel sammenhæng. Det har ikke været hensigten at beskrive Carlsberg som et specifikt og faktuelt historisk sted. I stedet handler værket om at tage afsæt i et steds historik, oversættelse af dets historiske dokumenter og herfra danne associative forhold og forbindelser til andre steders betydninger.

    Værket “Crystal Palace: Notes from the Archive…” undersøger forhold omkring kollektive hukommelseskonstruktioner, og måden hvorpå steders betydninger dokumenteres, bevares eller forandres igennem historiske informationsrum som arkiver, fag- og skønlitteratur. Det bevæger sig imellem fiktion og arkivhistorisk fakta med blandet privat- og officielle publicerede arkivhistoriske dokumenter samt små uddrag af “Kældermennesket – Optegnelser fra en Undergrund” – af forfatteren Fjodor M. Dostojevskij.
    - En fortælling der handler om en skeptikkers undren over fremskridt, rationalitet og forherligelsen af kapitalistiske vækstbetingelser i en tid med sociale rums forandringer og modsætningsfyldte kulturstrømninger. Det indsamlede arkivmateriale og egne fotostills fra området på Carlsberg er digitalt behandlet som sort/hvid stills i video-montager med lyd via DVD-videoprojektion / monitorfilm og fotomontager på malede trækonstruktioner under glasplader. Installationen præsenteres i variable præsentationsformater i halvmørkt rum og lyd i rummet, så både filmprojektioner, monitorfilm og fotomontager under glas skaber spejlinger kan opleves som en samlet helhed.

    * Realiseret ved hjælp af Carlsberg Arkiv. * Støttet af Statens Kunstråds Billedkunstudvalg. Tak til: Carlsberg Arkiv: Arkivar Ulla Nymand og Arkivassistent Søren Larsen, EBH: Tue Svensson og Adam Hald Uhrenholdt, NOTA-studierne, Design-og Filmgruppen Oncotype, Martin Glaz Serup; for voice-over.
    “Crystal Palace: Notes from the Archive…” er vist i 3 versioner med forskelligt bearbejdet materiale i udstillinger:
    2009: ”Guld & Grønne Skove”, arr. Simon Grimm og Anita Viola, Fusstagetapperiet Carlsberg, Kbh, DK
    2010: Soloudstilling, ”Arkivet: Cinemagic Tour & Crystal Palace”, Museet for Samtidskunst, Roskilde, DK
    2010: ”Den Frie Forårsudstilling 2010, Den Frie Sammenslutning, Den Frie Udstillingsbygning, Kbh, DK